Hvad er TSA og TSW? En snak om hormoncremer

TSW er en forkortelse for udtrykket 'Topical Steroid Withdrawal', og det er betegnelsen for den afvænningsperiode der kommer efter man har været i TSA 'Topical Steroid Addiction'; altså i en afhængighed af det vi på dansk kalder binyrebarkhormoncremer. 

Topical er et medicinsk udtryk, der betyder 'påført direkte på huden'. Steroider er naturlige hormoner, der produceres i kroppen, som også kan fremstilles syntetisk som medicin. Der er to slags steroider: kortikosteroider, der reducerer inflammation, og anabolske steroider, der øger muskelmassen. Topical Steroid (TS) indeholder kortikosteroider og bruges til at behandle mange forskellige inflammatoriske hudsygdomme, herunder eksem. TS / binyrebarkhormoncremer findes typisk i fire forskellige styrker til henholdsvis mild, moderat, svær og meget svær eksem.

Når vi får udskrevet hormoncremer hos lægen skal vi gerne oplyses om, hvilken styrke creme vi får udskrevet, hvor meget, hvor ofte og hvor henne vi må anvende den. Vi ser typisk, at vi helt ned fra spædbarnsalderen får udskrevet hormoncremer, hvis vi har børneeksem - og dette er begyndelsen på et langvarigt on and off forbrug af hormoncremerne. De færreste af os kender til de omkostningsfulde bivirkninger, som kan følge med et jævnligt forbrug af hormoncremerne i løbet af livet.

Vi oplever med tiden, at hormoncremerne hjælper på vores eksem, det får vores eksem til at gå væk - men kun for en stund... For det kommer altid tilbage, og langsomt bliver "eksemen" værre og værre. Vi får udslæt steder på kroppen, som vi aldrig har haft før. Vi løser det ved at smøre endnu mere og endnu stærkere hormoncremer på - også gerne på de skrøbelige steder som omkring øjnene osv. Vi overholder ikke længere anvisningerne på hormoncremerne, for hvad var det nu lige lægen sagde, noget med 7 dage sådan og sådan? Ja det kan vi ikke huske - men hvad vi ved er, at hormoncremerne virker i øjeblikket, når vi bliver desperate og vil have vores "eksem" væk, så vi smører løs.

Du har måske lagt mærke til, at jeg er begyndt at skrive "eksem" i situationstegn? Nu skal jeg forklare dig hvorfor. Vi er nemlig af den opfattelse, at det er vores børneeksem, som er blevet slemt, og vi derfor har brug for mere hormoncreme - men sandheden er en anden. I virkeligheden er det ikke vores naturlige eksem, som er blevet værre. Vi har derimod udviklet en hormoncreme afhængighed, som gør, at hver gang vi smører hormoncreme på, så forsvinder vores udslæt, men det kommer desværre endnu stærkere tilbage igen, og så har vi brug for endnu mere hormoncreme - ser du det, ond cirkel ik?

Før i tiden kaldte man eksem for børneeksem, fordi det var noget vi fik som børn, og som vi voksede fra igen. I dag kan det virke misvisende at kalde det børneeksem, for mange mennesker døjer stadig med deres eksem efter de er blevet voksne - og måske endda i endnu højere grad end de gjorde som børn.

Som du nok allerede har fanget, så skyldes det, at der ikke længere er tale om naturlig eksem, men om et udslæt forårsaget af vores brug af hormoncremer. Den viden vi har om de voldsomme bivirkninger, som brugen af hormoncremer kan forårsage, er stadig relativt ny viden. Hormoncremer har været anvendt i lidt over 50 år som behandlingsmetode imod eksem, og det har derfor taget lidt tid at finde ud af, at årsagen til den stigende udvikling af eksempatienter i mange tilfælde skyldes bivirkningerne af selve behandlingsproduktet - og især patienternes uvidenhed og manglende respekt for cremernes egentlige anvendelse og risici. 

Du sidder måske nu med en masse spørgsmål. Har jeg udviklet TSA? Skal jeg stoppe med hormoncremerne? Hvordan kommer jeg ud af denne tilstand? osv. Alle disse svar vil komme i senere indlæg - men for nu vil vi afrunde med et kort svar til dig, som jævnligt anvender hormoncremer til at behandle dit eksem.

Først og fremmest er eksem en kompleks størrelse, som påvirkes af en masse forskellige faktorer, og der findes ikke en specifik fælles løsning for alle. Men når det så er sagt, så vil vi anbefale dig at være påpasselig med dit forbrug af hormoncremer, samt overveje om du kan have udviklet TSA, og i så fald om du fortsat ønsker, at hormoncremerne skal være en del af dit liv.

Såfremt du vælger at fravælge hormoncremerne og dermed gennemgå TSW, så skal du være klar over, at din krop formentlig vil reagere kraftigt på det i en periode - sådan er det at skulle ud af en afhængighed - og vi vil i den forbindelse anbefale dig at støtte så meget op om din krop som overhoved muligt. Dette gøres bl.a. ved at fokusere på en sund og naturlig kost, undgå unødig fysisk og mental stress, samt være tålmodig, konsekvent og kontinuerlig i dit valg om at lade din krop og hud heale naturligt. Fokusset skal være på langsomt at genoprette kroppens egen balance i sin helhed uden kunstige udefrakommende virkemidler - i stedet for blot at lade den symptombehandle på overfladen.

Såfremt du sidder inde med en masse spørgsmål, har behov for støtte på din rejse henimod et liv uden "eksem" eller lignende, så er du altid velkommen til at skrive til os på vores instagramprofil: Derma Habits.


Måske du også vil læse disse

Se alle